Hidtil har dual-socket (2P) været standard til højtydende servere. Med introduktionen af nyeste generation AMD EPYC-processorer kan dette være historie. Med helt op til 192 kerner er processorernes ydeevne rigeligt til de fleste behov som single-setup. Læs om fordelene – og hvornår en dobbeltstrategi stadig kan være relevant.
Idéen om to processorer, der arbejder sammen har traditionelt givet fordele i form af flere kerner, mere hukommelse og bedre redundans. Derfor har standardopskriften på en både kraftfuld og effektiv virksomhedsserver lydt på to processorer, når der skulle bruges mere RAM og overskud til tunge workloads.
Det er imidlertid ved at ændre sig.
Senest med fremkomsten af den opdaterede 5. generation AMD EPYC-platform (9005-serien – også kaldet Turin) har paradigmet ændret sig. For nu kan et single-socket setup (1P) levere en performance, der realistisk set kan hamle op med dual-socket, og som tilmed tilbyder attraktive energibesparelser.
Hemmeligheden bag det nye paradigme
Det er nu muligt at opnå samme kerneantal i én processor, som før krævede traditionelle 2P-systemer. Den nyeste AMD EPYC 9005 ’Turin Dense’ tilbyder helt op til 192 kerner (384 threads) i single-socket konfiguration.
Hvad betyder det i praksis?
Det betyder, at de rå beregningsressourcer i dag kan eksekveres på én chip i stedet for to eller flere. Kernetætheden gør det muligt at konsolidere workloads på færre servere, og det giver fordele i forhold til strømforbrug og failure rate, ligesom det har potentialet til at reducere licensomkostninger, der beregnes pr. core eller socket.
Flere faktorer tale for single-socket-setup
- Energieffektivitet – Et single-socket-setup bruger typisk mindre strøm end dual-socket. En enkelt AMD EPYC af den nyeste generation kan håndtere en stor arbejdsbelastning ved et lavere strømforbrug – du opnår mere pr. watt.
- Performance – Med op til 192 kerner pr. socket er der rigelig kapacitet til høj VM-densitet. Moderne workloads som virtualisering, cloudtjenester, webhosting og databaser samt virtualiserede miljøer kører fint på kraftfulde enkeltprocessorer.
- Failure rate – Driftssikkerheden er alfa og omega, og det taler for et setup med så få komponenter som muligt. Flere komponenter = højere failure rate.
Hvordan med redundans og risikostyring?
En typisk indvending mod at gå dual- til single-socket er manglen på redundans. Dette er imidlertid ikke relevant for gængse dual-socket-servere med gængse operativsystemer. For hvis den ene processor går ned, fejler hele systemet og lukker ned alligevel. To processorer vælges da heller ikke typisk for redundans, men for at kunne skalere op med flere kerner og mere memory. Og det er behov, som de nye generationer single-socket nu kan imødekomme takket være den øgede kernedensitet.
Hvornår er dual-socket stadig relevant?
Som det fremgår af det foregående betyder den teknologiske udvikling, at det til mange typer workloads fremover vælge single-socket-processorkraft til at løfte opgaverne. Og at der kan høstes mærkbare økonomiske fordele i form af lavere energiforbrug og reducerede licensomkostninger.
Betyder det så, at dual-socket bliver helt irrelevant i fremtiden?
Ikke helt. For når vi taler om processoropgaver, der rækker ud over de mest almindelige, kan nogle typer af udfordringer stadig tale for for et dual-socket-setup. Det gælder for eksempel ved krav som:
- Maksimal hukommelseskapacitet – Selvom en single-socket understøtter op til 6 TB, kan dual-socket fordoble dette til ca. 12 TB (afhængig af platform), og dette er relevant for ekstremt memory-intensive applikationer som SAP HANA- eller SQL-installationer. Til store hukommelsespuljer kan dual-socket stadig være relevant.
- Ekstrem VM-densitet eller skalering: Hvis man har brug for mere end 192 kerner eller ekstra I/O i én enkelt node, kan dual-socket være løsningen. Det gælder fx til meget tætte virtualiserede miljøer eller HPC-opgaver med ekstreme krav.
- Ekstreme udvidelsesmuligheder: Flere sockets giver mere plads til acceleratorer (GPU’er), netværkskort og lagring via øget I/O.
- Applikationer med meget høje krav til rå single-thread performance kombineret med maksimal kerneantal, eller specifikke certificeringer og software-licenser, der favoriserer dual-socket.
Konklusionen er, at én som regel vil være nok
Det er ikke længere nødvendigt at vælge dual-socket processorer til ’rigtige’ servere. Tidligere var det relevant til mange typer af opgaver, men for langt de fleste workloads kan en enkeltprocessor i dag løfte opgaven og tilbyder ofte en bedre balance mellem performance, energieffektivitet og TCO.
